Pressemeddelelse - Museum Sønderjylland
En pilespids af flint i en rensdyrknogle, fundet i et dødishul ved Sloteng nær Sommersted, er et sikkert spor af Hamburg-kulturens jægere, som fulgte rensdyrene op i det sydlige Jylland for mere end 14.750 år siden. Foto: Jørgen Holm.
De første jægere i Danmark og hvad vi ved om dem
Foredrag på Museum Sønderjylland Arkæologi med den nyeste viden om jægerstenalderen
Før vi blev bønder, var vi jægere. Tirsdag 28. februar kan du få den nyeste viden om, hvad sen-istidens jægere var for nogle og om deres jagt på rensdyr bl.a. ved Jels. Med foredraget tager Museum Sønderjylland Arkæologi hul på årets række af foredrag, hvor man kan komme med arkæologerne på arbejde. Det foregår kl. 19 i Arkæologien på Dalgade 7 i Haderslev og i dette første af seks foredrag samler museumsinspektør Kristoffer B. Pedersen fra Museum Sydøstdanmark op på den nyeste viden om jægerstenalderen.
Netop i år er det 40 år siden, de berømte udgravninger ved Jels fandt sted. Udgravningerne slog fast, at Hamburg-kulturens jægere for 14.000 år siden fandt vej herop, efter at isen havde trukket sig tilbage. Siden blev Jels-gravningerne fulgt op af undersøgelser tæt på Sommersted, hvor man ved Slotseng fandt knogler fra datidens vigtigste byttedyr: rensdyrene.
Med udgangspunkt i sine egne undersøgelser kommer Kristoffer B. Pedersen omkring senistidens rensdyr- og elgjægere, skovtidens storvildtjægere og den sene jægerstenalders fiskere og havjægere. Foredragsrækken ”Med arkæologen på arbejde” er et samarbejde mellem Museum Sønderjylland, Folkeuniversitetet og Sønderjyllands Amatørarkæologer.
Billetter kan købes på MSJ.dk under Arrangementer.