Af Morten Axboe

Det er snart en velkendt historie: En hobbyarkæolog får en metaldetektor, går ud på en mark og gør sit livs fund. I dette tilfælde var detektormanden Ole Ginnerup Schytz, marken lå ved Vindelev nordøst for Jelling, og fundet bestod af næsten 1 kg guld fra 3-500-tallet e.Kr. (Se s. 18 og 19).

Download for at læse mere...

At skrive mod kilder.

Det er efterhånden velkendt, at vores tid er indhyllet i fake news, overdrivelser og misinformationer på mange plan. Således også inden for vores eget fag, hvor man ser udstillinger dukke op på kulturhistoriske museer, hvor de udstillede genstande eller fremstillinger absolut ikke er i overensstemmelse med den faktuelle viden, vi har. I faglitteraturen har der ligeledes, engang imellem, sneget sig ukorrektheder ind, så læseren i bedste fald undrer sig og i værste fald sluger hele beretninger råt uden nogen mulighed for at faktatjekke.

Derfor bestemte redaktionen på Fund&Fortid, at det måtte være på tide at få et professionelt syn på sagen. Vi spurgte forfatteren Maria Helleberg, om hun ville skrive en leder om sine erfaringer fra sit forfatterskab med fokus på fakta versus fiktion. Hvilke kildekritiske kriterier skal der tages højde for? Til alt held takkede Maria Helleberg ja til opgaven, og selv om den historiske roman ligger lidt ved siden af den arkæologiske disciplin, er fremskaffelsen af oplysninger til den historiske roman præcis den samme, som når man skal skrive om oldtiden. I begge tilfælde skal formidlingen være så tæt på sandheden som muligt. Dog må man gerne digte indenfor rimelighedens grænse i den historiske roman. Hellebergs leders eksempler illustrerer klart den problemstilling.

Fund&Fortids redaktion retter en varm tak til Maria Helleberg.

En Ørnehjelm fra Tissø, fundet af Flemming Fabriciussen,
Artikkelen er skrevet af Flemming Fabriciussen og Peter Vang Petersen i Fund&Fortid 2+2011

Af Anne-Kathrine Kjerulff, Lasse Sørensen og Michael Andersen

Tak til redaktionen for invitationen til at skrive denne leder, for ja, vi har noget på hjerte – hjerter, der også banker for Danefæ, omend vi under-tiden må træffe beslutninger, der kan give andet indtryk.

International detektorarkæologi

– Indtryk fra en konference i Glasgow

Forfatter: Mogens Bo Henriksen

En af de store historier i medierne i foråret 2011 var, at museerne er ved at drukne i danefæ. Et mere realistisk billede af situationen er nok, at vi sopper i detektorfund i disse år, men sandt er det, at en stadig stigende mængde danefæ – langt overvejende detektorfund – tilgår Nationalmuseet (fig. 1). Og vejen til landets centralmuseum går i næsten alle tilfælde over lokalmuseerne, således også Odense Bys Museer.

Skrevet af: Mogens Bo Henriksen - OBM

Der findes utroligt store mængder af arkæologiske jerngenstande i den danske muld. Ofte kan genstandene tillægges stor kulturhistorisk værdi og være med til at tilvejebringe unikke vidnesbyrd om fortidens håndværk, hverdagsliv og for eksempel særlige bygge- og begravelsesskikke. Samtidig er arkæologisk jern en af de materialegrupper der giver konservatoren de største bevaringsmæssige udfordringer. Da jern er et relativt uædelt, let påvirkeligt og reaktionsvilligt metal, så findes der desværre ingen nemme løsninger. Der forskes derfor stadig i at finde den bedste metode til at forhindre at jern ruster, både inden for industrien og i den kulturhistoriske verden.