Årets første Fund&Fortid blad er snart på gaden!

Det næste blad indeholder tre artikler, som handler om mønter. En artikel, der bredt fortæller om mønter i årets danefæudstilling i Jelling. En artikel, der fortæller om bønders brug af mønter i tidlig middelalder og endelig en artikel om ikke danefæ-erklærede mønter + en forfalsket mønt.

Men der er også artikler om andet: Fra en stor oldsagssamling, der tilhørte tidligere formand for amatørarkæologerne, Villy Falk, fortælles om et større stenalderfund fra Nordvestsjælland. Fra samme område bringes også en artikel om et nyfundet sværd fra yngre bronzealder.

Der er også en interessant artikel om såkaldte havefund. Ind imellem dukker der oldtid op i folks private haver. En højaktuel artikel nu, hvor havefolket snart går i gang med "forårsrengøring af haverne" - så vær opmærksom derude.

Der er endelig en lille fin artikel om svaleredeører kar fra før romersk jernalder og fra den nære fortid, en sørgelig beretning om kampene ved den dansk-tyske grænse i april 1940.

De sidste to sider i bladet er programmer til to møder i DAA. Dels årsmødet den 3. maj i Odense, dels DAAs 15-års jubilæumsmøde den 14. juni i Kalundborg.

Fund&Fortid 1-2020 bliver på 36 sider og forventes udsendt fra den 24. februar og et par uger frem. Hvis man som abonnent mod forventning ikke har modtaget bladet den 10. marts, skal man sende en mail til David Barry (Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) og et eksemplar vil blive eftersendt.

Skulle man få den gode ide at abonnere på Fund&Fortid, skal henvendelse også ske til David Barry. Mere information kan hentes her: https://www.arkaeologi-sda.dk/fund-fortidforside 04 2019

 


FORSIDE

Forsiden: Møntslager i Skt. Barbara Katedralen i Kutna Hora, Tjekkiet. Foto: Benny Staal.
Urnesfibula på danefæudstillingen. Fundet af Allan Hansen, Sydsjælland. Foto: Søren Greve, Nationalmuseet.
Ene side af tvillingegud fra Kallerupfundet, Thy. Fundet af Peter Jensen. Foto: Allan Faurskov.
Søsling, Frederik den 1. Fundet ved Farendløse, Sjælland. Foto: Morten Petersen, Museum Vestsjælland.