Referat af det ordinære årsmøde 2015

Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer

Søndag den 26. april 2015.
på Øhavsmuseet, Faaborg Arrest, Torvet, Faaborg


Velkomst:
Formanden Jan Andersen bød velkommen til de 19 deltagere.

Valg af stemmetællere:
Jan Frølich og Leif Rasmussen blev foreslået og valgt

Valg af dirigent
Pusser Janvit blev foreslået og valgt.

Valg af referent
Peter Hoffmann blev foreslået og valgt.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indkaldt og beslutningsdygtig.

Forelæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning ved formanden.
Jan Andersen fortalte, at i beretningsårets løb forlod Jørgen Meleschko bestyrelsen af helbredsmæssige grunde og blev erstattet af suppleanten David Barry. Jørgen Meleschko fortsatte midlertidigt som suppleant, men trækker sig nu. Formanden takkede Jørgen Meleschko for hans arbejde i SDAs bestyrelse. Yderligere nykonstituerede bestyrelsen sig, idet posten som næstformand overgik fra Niels Ishøj Christensen til Jette Svane Hansen.

Foreningens økonomi havde desværre ikke oplevet den forbedring, som der var set frem til ved sidste årsmøde. Formanden fandt at et mål om 100 nye medlemmer og abonnenter på Fund&Fortid ikke syntes urealistisk.

2015 står for SDA i 25 års jubilæets tegn. Fejringen vil ske i juni på University College Lillebælt i Jelling.  Formanden takkede Anne Lise Rahbek for hendes store arbejde med forberedelsen. En anden markering vil være, at Fund&Fortid kommer som en jubilæumsbog med temaet ”Krig, vold og fejder i forhistorisk tid”. Desværre er finansieringen ved fondsmidler endnu ikke på plads.

Begge de nu traditionelle Jyllandstræf og Sjællandstræf var en stor succes.

Formanden takkede Freddy Arentsen for hans gode arbejde med foreningens hjemmeside. Benny Staal og Jørgen Holm modtog tak for deres gode arbejde med at sikre saglighed og faglighed på foreningens Facebook profil, og Fund & Fortids redaktion med Niels Bødker Thomsen i spidsen med at få publiceret flotte og fagligt gode blade.

Foreningen har gennem året støttet Hans Dal fra Marine-Arkæologisk-Gruppe med at få politisk forståelse for det akutte behov for bevillinger til undervandsarkæologien før sporene af fortiden forsvinder.

På formandens opfordring mindedes forsamlingen foreningens afdøde æresmedlem Bent Pedersen.

Formanden rundede af med en tak til bestyrelse, ordstyrer og Øhavsmuseets gæstfrihed.

Der var ingen kommentarer til beretningen. Den blev godkendt.

Beretning fra udvalgene.
Fund&Fortids redaktør Niels B. Thomsen pegede på den trængte økonomi til trods for, at der gøres alt hvad der er muligt på omkostningssiden. Han efterlyste alle gode ideer til at få flere abonnenter (gerne som medlemmer af SDA).

Indlægget førte til en længere debat om mulighederne for at få flere abonnenter/medlemmer. Pusser Janvit slog til lyd for en meget mere aktiv brug af foreningens Facebook profil – både til at skabe opmærksomhed og til at lette tilmelding. Erik Lund Andersen supplerede med at foreslå en endnu mere direkte indsats møntet på de potentielt interesserede yngre mennesker. SDA bør etablere direkte kontakt med efterskoler og gymnasier. Til trods for formandens eksempler på sådanne tiltag uden effekt var der i forsamlingen støtte til en sådan egentlig opsøgende virksomhed, ligesom en markant, tydeligt præsenteret rabat for unge mennesker burde kunne bidrage. Også universiteterne blev nævnt som mål. Erik Freilev så bladet som en mulig appetitvækker, men signalerne skal nok ”levendegøres”, og gratis eksemplarer af bladet bør uddeles, hvor der kan være særligt potentiale.

Forlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
Kassereren Karsten Pedersen præsenterede et detaljeret regnskab for foreningen inkl. Fund&Fortid. Årets underskud blev på 8.204 kr. mod et overskud i 2013 på 8.706 kr.                          Egenkapitalen faldt fra 77.303 kr. til 69.098 kr.  Kassereren understregede, at egenkapitalen fortsat således isoleret set bestemt er fornuftig. Omkostningssiden holdes fortsat i stramme tøjler. Portoens stigning på alene godt 7.000 kr. er svær at gøre noget ved. Den centrale udfordring nu og fremover er indtægtssiden både med hensyn til medlemmer/abonnenter og de ringe tilskud, der opnås sammenlignet med tidligere.

Tallene tyder på, at et særligt problem er faldet i antallet af personlige medlemmer, som formentlig afspejler, at flere tidligere har været medlemmer både via deres klub og som personlige medlemmer.

Pusser Janvit foreslog, at man overvejer en rabat til abonnenter, der vil modtage bladet som pdf i stedet for trykt. Flere talte imod denne ”løsning” af forskellige grunde:
•    Den forringede læse- / oplevelses-kvalitet
•    Pdf filer kan nemt spredes, så mange bliver ”free riders”
•    Der vil næppe blive den store besparelse i trykning ved et mindre antal
Erik Freilev spurgte til bankgebyret på 1430 kr. Kassereren svarede at det ikke kan undgås hos Danske Bank. Flere nævnte eksempler på banker, hvor det kan undgås (eller være mindre). På spørgsmål om det store beløb på kreditorer svarede kassereren, at det alene skyldes periodisering.  

Forsamlingen godkendte herefter regnskabet.

Indkomne forslag.
Der. var ingen forslag fra medlemskredsen til behandling.
Bestyrelsen havde præsenteret et forslag med to elementer. Forslagets præcise tekst blev uddelt. Jette Svane Hansen præsenterede forslaget for forsamlingen. Det præciseres, at suppleanter vælges for ét år. Yderligere fastlægges en proces for behandling af referater af bestyrelsesmøder: Udkastet skal sendes til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter inden for 14 dage. Referatet med eventuelle justeringer godkendes på det efterfølgende bestyrelsesmøde – og kan følgelig først offentliggøres herefter.

Forslaget blev enstemmigt godkendt.

Forelæggelse af handlingsplan
Formanden præsenterede planerne som en opfølgning af sidste års planer. Hovedpunktet er gennemførelsen af 25 års jubilæet, inkl. publikation af jubilæumsbogen. Nævnte også det kommende Sjællandstræf, der er fastlagt til søndag den 4. oktober på Osted Efterskole. Programmet er ikke fastlagt endnu, men vil muligvis behandle, hvad der er sket på Femern Bælt udgravningerne i det forløbne år.

Fastsættelse af kontingent og godkendelse  af budget.
Kassereren præsenterede budgettet i to versioner -  ”en simpel fremskrivning” og én, der tager højde for omkostningerne til jubilæumsbogen. Hvis der ikke ydes tilskud, er der to alternativer: Enten trykkes publikationen i en billigere version, bl.a. med blødt omslag i stedet for hårdt, eller publikationen kommer ikke blot til erstatte Fund&Fortid nr. 2 (planlagt), men også nr. 3. Hver erstattet udgave af Fund&Fortid betyder en besparelse på 25.000 kr. – 16.000 kr. til tryk og 9.000 kr. til porto.

Der udspandt sig en diskussion om, hvordan årsmødet formelt set kan give bestyrelsen signaler om, hvad der bør vælges. Peter Hoffmann fandt, at det som udgangspunkt må være bestyrelsens ansvar at vælge. Men da årsmødet skal godkende budgettet kommer det ad denne vej under alle omstændigheder til at give et signal.

Årsmødedeltagerne signalerede et ønske om, at bestyrelsen bør vælge alternativet med høj trykkvalitet, men erstatning af Fund&Fortid både nr. 2 og 3. Herefter korrigeredes budgettet (inkl. jubilæumsbog)
•    For Udgivelse / Tryk:   85.000 ==> 69.000 kr.
•    For Udgivelse / Porto   40.500 ==> 31.500 kr.
……altså en reduktion i budgetterede udgifter på 25.000 kr. (156.150 ==> 131.150 kr.)

Årsmødet godkendte herefter enstemmigt uændret kontingent og det fremlagte budget med den angivne korrektion.

Valg af bestyrelsesmedlemmer og mindst 2 suppleanter.
Følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg:
Jan Andersen, Niels B. Thomsen, John Petersen og David Barry. De var alle villige til genvalg. De blev valgt uden modkandidater

Som suppleanter blev ud over den nuværende suppleant Jan Frølich foreslået Mads C. Pedersen, Furesø Arkæologigruppe. De blev valgt uden modkandidater.

Valg af revisor og revisorsuppleant
Leif Rasmussen blev genvalgt som revisor og Svend Aage Iversen som revisorsuppleant.

Eventuelt
Pusser Janvit foreslog, at SDA engagerer sig på Facebook ”Køb og salg af arkæologiske bøger”.

Dirigenten erklærede generalforsamlingen for afsluttet. Jan Andersen takkede dirigenten.

Peter Hoffmann
Referent.

Konstituering
Umiddelbart efter årsmødets afslutning konstituerede bestyrelsen sig:

Formand: Jan Andersen
Næstformand Jette Svane Hansen
Kasserer: Karsten B. Pedersen
Sekretær John Petersen
Redaktør Fund&Fortid Niels B. Thomsen
Øvrige bestyrelsesmedlemmer David Barry     
Freddy Arntsen
Niels Ishøj Christensen
Suppleanter Jan Frølich
Mads C. Pedersen

NEW SDA logo BW small bottom

Kontakt Os

Spørgsmål om medlemskab og abonnement:

Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer
v/kasserer David Barry
Raklev Høje 40
4400 Kalundborg

Telefon: +45 5956 5660
E-mail: david@barry.dk