Bornholmsk arkæolog modtager prestigefyldt hæderspris

Skrevet af Pressemeddelelse fra Nationalmuseet.

Den 7. maj får museumsinspektør ved Bornholms Museum Finn Ole Sonne Nielsen Westerbyprisen. Han modtager prisen på 100.000 kroner for sin indsats i udforskningen af Bornholms forhistorie og for samarbejdet med øens amatørarkæologer.

Årets modtager af Westerbyprisen er museumsinspektør ved Bornholms Museum, mag. art. Finn Ole Sonne Nielsen, der den 7. maj får overrakt prisen på 100.000 kroner i Nationalmuseets festsal. Samtidig modtager ph.d. og postdoc ved Nationalmuseet, Lasse Sørensen, et rejselegat, som skal bruges i forbindelse med undersøgelser af brygger Carl Jacobsens ukendte samling af stensager og dens rolle i udforskningen af den græske bondestenalder.

Finn Ole Sonne Nielsen tildeles Westerbyprisen for sit mangeårige virke som arkæolog på Bornholms Museum, sin forskning inden for stenalderen samt sit samarbejde med øens amatørarkæologer og de internationale samarbejder, han har sat i værk om forskning i Bornholms forhistorie.

Bestyrelsesformand for Westerbyfondet og direktør for Nationalmuseet, Per Kristian Madsen, betegner Finn Ole Sonne Nielsen som en ildsjæl og en afgørende drivkraft i den meget store lokale interesse for arkæologi, som trives på Bornholm.

- Finn Ole Sonne Nielsen har fra starten af virket som inspirator og igangsætter for øens amatørarkæologer, som han betegner som ”fritidsarkæologer”. Netop de mange detektoramatørers engagement og ihærdighed betyder, at Bornholm er den del af landet, hvorfra Nationalmuseet modtager flest fund af danefæ, og det er i høj grad Finn Ole Sonne Nielsens fortjeneste, at Bornholm har mere end 70 aktive amatørarkæologer, siger Per Kristian Madsen og fortsætter:

- Erik Westerby var selv en meget vidende amatørarkæolog og en pioner, som brød nyt land i dansk stenalderforskning. Finn Ole Sonne Nielsen har været med til at genbearbejde fundene fra istidsjægernes boplads ved Bromme, der blev opdaget og påbegyndt udgravet af Erik Westerby. Derfor er valget af Finn Ole Sonne Nielsen med sit engagement i både stenalderens arkæologi og de frivillige arkæologers virke helt i Erik Westerbys ånd.

Finn Ole Sonne Nielsen er glad for den anerkendelse, som Westerbyprisen giver ham.

- Da jeg i studentertiden af Anders Fischer, som i 2001 modtog Westerbyprisen, blev opfordret til at deltage i bearbejdningen og publikation af Bromme-bopladsen kom vi også meget tæt på Erik Westerby. Han lærte os, hvordan vi skulle afkode, hvor stenalderfolkene til forskellige tider valgte deres fangst- og bopladser. Denne viden har været ballast i mit arkæologiske virke, hvor jeg endnu går for at være stenaldermand selvom jeg i praksis er blevet generalist, siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Tilbage til barndomsøen
Finn Ole Sonne Nielsen blev født den 29. august 1954 i Klemensker på Bornholm. Han blev mag.art. i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet i 1984.

I 1986 flyttede han med familien til Bornholm, selvom arbejdsmulighederne var ustabile. Det blev til en del konsulentarbejde for Bornholms Amts Tekniske Forvaltning, Nationalmuseet og Skov- og Naturstyrelsen, inden ønskejobbet, stillingen som arkæolog og museumsinspektør ved Bornholms Museum, tilfældigvis blev ledig fra den 1. januar 1998.

Som forsker har Finn Ole Sonne Nielsen skabt resultater, som i 2009 førte til en udnævnelse til æresdoktor ved Lunds Universitet. Hans forskning har været fokuseret på bondestenalderens langhuse, som han opdagede allerede i sin studentertid i 1983 ved Limensgård og senere ved Grødby. Udsigten til at opnå ny viden om bosættelsen i bondestenalderen tegnede lovende, og det fik Finn Ole Sonne Nielsen til at indgå et samarbejde med Nationalmuseet om projektet ”Bornholms bebyggelse i yngre stenalder”. Takket være støtte fra Carlsbergfondet og det humanistisk forskningsråd blev det til til udgravninger på forskellige bopladser, hvoraf undersøgelserne ved Limensgård og i Grødby blev de mest resultatrige.

I 1995 begyndte udgravningerne af det store stenalderanlæg på Rispebjerg, der er omgivet af op til 14 palisader, og hvor der er gådefulde runde stolpekredse. Finn Ole Sonne Nielsen tolkede dette bemærkelsesværdige anlæg som en kultplads med runde woodhenges, ligesom de kendes fra England. De seneste udgravninger ved Vasagård har styrket den tolkning.

Det blev ikke til store udgravninger på Rispebjerg, i stedet lykkedes det at få staten til at opkøbe næsten hele arealet, så det i dag er trukket ud af dyrkning og ligger tilgængeligt for publikum som en fortidsmindepark. Bevaring er vigtigt for Finn Ole Sonne Nielsen, og hvad det angår, har han haft held til at opnå væsentlige resultater, senest med fredningen af landskabet omkring Bornholms største helleristningsfelt Madsebakke på Nordbornholm.   

Inspirator for de frivillige
Finn Ole Sonne Nielsen har mødt den udfordring, at øens arkæologiske potentiale er langt større, end hvad én arkæolog kan overkomme, og derfor har han på enestående vis forstået at inspirere og motivere andre til at deltage i det arkæologiske arbejde, herunder givet unge arkæologer opgaver og ansvar. Han skaffer også viden-ressourcer ved gavmildt at give andre adgang til at foretage udgravninger og publicere materiale.

På Bornholms Museums udgravninger deltager studerende fra mange forskellige lande. Senest har samarbejdsaftaler med universiteterne i Warszawa og Gdansk ført til jævnlige besøg af polske lærere og studerende. Finn Ole Sonne Nielsen har etableret et omfattende, internationalt kontaktnet, der har medvirket til, at Bornholm er blevet et mødested for arkæologer mange steder fra.

Bornholm er for Finn Ole Sonne Nielsen blevet en enestående, spændende arkæologisk arbejdsmark, ikke mindst takket være samarbejdet med amatørarkæologerne, som han betegner som ”fritidsarkæologer”. Mulighederne for at skrive historien gennem jordfundne genstande er særligt gunstige på Bornholm. Takket være det store antal aktive fritidsarkæologer, hvoraf mange går med metaldetektorer, bliver der hvert år indsamlet flere tusinde fund fra perioder, hvorfra man ikke har eller kun har meget få skriftlige oplysninger.

Finn Ole Sonne Nielsen har publiceret talrige artikler om Bornholms arkæologi, herunder bidrag til internationale symposier, tillige med sammenfattende oversigter som ”Forhistoriske interesser” (1996) og ”Middelalderens Bornholm” (1998), foruden guiden ”Fortidsminder på Bornholm” (2006). Finn Ole Nielsen har også medvirket som redaktør og som forfatter ved Bornholms Museums udgivelse af temabøger om arkæologi som ’Helleristninger’ (2005), ’Sorte Muld’ (2008) og senest ’Solstensøen’ (2014).   

Billedtekst: Finn Ole Sonne Nielsen. Foto: Pete Hunner

Fakta: Westerby-Fondet
- Erik Westerby-Fondet er oprettet til minde om Erik Westerby (1901-1981), der ydede en banebrydende indsats ved udforskningen af den ældre stenalders levn i Danmark.
- Erik Westerby-Fondet har uddelt Westerbyprisen næsten hvert år siden 1983.

For yderligere oplysninger eller interview, kontakt:

Henrik Schilling, presseansvarlig, Nationalmuseet.
Tlf.: 41 20 60 16. E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Finn Ole Sonne Nielsen. Tlf.: 29 65 20 28. E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.