ÅRETS ARKÆOLOGISKE UDGRAVNINGER 2014

Onsdag d. 21. januar kl. 19.00-21.00

vaskilde 1 stor
Foto: Fra udgravningen ved Vaskilde

Seks arkæologer præsenterer resultaterne fra nogle af de mest spændende arkæologiske udgravninger i 2014. Bag udgravningerne står Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev, der siden 2002 har varetaget arkæologien i Kolding Kommune på vegne af Museet på Koldinghus.

Arkæologerne vil bl.a. fortælle om udgravningerne mellem Ragebøl og Blans, hvor fundene spændte vidt i tid fra bondestenalder og helt op til nyere tid. Bl.a. fandt man en hidtil ukendt krigergrav fra 1864.

Hør også den spændende fortælling om udgravningen af ”Huset ved Vaskilde”. I forbindelse med nedrivningen af en gammel gård ved Dybbøl viste der sig mindst syv forgængere for præcis denne gård, som har ligget på det samme sted i mindst 800 år. Bl.a. har arkæologerne fundet ovne, keramik og stolpehuller, der er fra 12-1300-tallet. Under udgravningen kunne man følge konstruktionsformen og indretningen af gården, ligesom det store genstandsmateriale kunne give et indblik i hvordan livet og forholdene har været på gården.

Foredrag:

Jørgen Holm:
Årtoft. En lille specialiseret jagtplads fra Ertebøllekultur.
Mette Nissen:
Spildevandstracé mellem Ragebøl og Blans.
Lisbeth Christensen: Hegnede romertidsgårde fra Hinderup.
Signe L. Pedersen:
Stolpehuller i fint selskab!
Anders Hartvig:
Vaskilde. En gård gennem 800 år.
Silke Eisenschmidt:
”Fint skal det være”. Udgravningen af Slotsvejen i Gram.

Der er ingen tilmelding til arrangementet.
Pris: Voksne: 80 kr. Pensionister: 64 kr. Studerende: 40 kr.
Gratis adgang for medlemmer af Erhvervsklubben og Koldinghus Museumsklub.


PROGRAM

Årets udgravninger i Sønderjylland 2014

Onsdag d. 21. januar 2015 kl. 19:00 på Museet på Koldinghus

Program

Arkæologerne på Arkæologi Haderslev har atter fornøjelsen af at invitere til en hyggelig foredragsaften med et pluk af årets arkæologiske udgravninger og forskning.

19:00 – 19:05        Per Ethelberg: Velkomst

19:05 – 19:20        Jørgen Holm: Årtoft. En lille specialiseret jagtplads fra Ertebøllekultur

                            I forbindelse med motorvejsgravningen fandt arkæologerne en lille flintplads ved Kliplev.

                            Flintmaterialet er nu færdigbearbejdet, og jægernes historie kan berettes.

19:20 – 19:35        Mette Nissen. Spildevandstracé mellem Ragebøl og Blans. Spild af tid?

                            Mellem de to små byer Ragebøl og Blans, blev der i efteråret og vinteren 2013 forundersøgt
                            og udgravet dele af et 11 km langt spildevandstracé. Resultateterne heraf spændte vidt i tid
                            fra bondestenalder og helt op i nyere tid. En af de mere kuriøse fund var en hidtil ukendt
                            krigergrav fra 1864. Og hvad der ellers dukkede op på strækningen kan man få et lille indblik
                            i med dette foredrag.

19:35 – 19:50        Lisbeth Christensen: Hegnede romertidsgårde fra Hinderup.

                            Landmændene bygger i dag på livet løs. Det gjorde bønderne i jernalderen også ……..

                            Fortælling om en udgravning ved Hinderup vest for Hellevad

19:50 – 20:05        Signe L. Pedersen: Stolpehuller i fint selskab!

                            På udgravningen Pythuse ved Sønderborg blev den undersøgte bebyggelse fra yngre
                            germanertid/vikingetid perspektiveret af flere spændende detektorfund.

20:05 – 20:35        Kaffepause. Der kan købes kaffe/the, øl/vand samt kage.


20:35 – 20:50        Anders Hartvig: Vaskilde. En gård igennem 800 år.

                            I forbindelse med nedrivningen af en gammel gård i Dybbøl viste der sig mindst syv
                            forgængere for denne gård.  Gården har ligget kontinuerligt på samme sted i mindst 800 år.
                            Ved udgravningen kunne konstruktionsformen og indretningen af gården følges, samt et stort
                            genstandsmateriale give et indblik i hvorledes livet og forholdene har været på gården

20:50 – 21:05        Silke Eisenschmidt: ”Fint skal det være”.  Udgravningen af Slotsvejen i Gram.
                            Som en del af naturgenopretningsprojektet Gram Å skulle den fredede vejdæmning over Gram
                            å gennembrydes. Under flere sandlag, som kan tilknyttes yngre faser i dæmningen, blev der
                            fundet meget velbevarede rækker med lodret stående ege- og bøgepæle, som kan tilknyttes
                            forskellige bolværkskonstruktioner. Disse er nu dendrokronologisk dateret og det viste sig at
                            man allerede i sen middelalder (1300-1400-tallet), dvs. før Gram Slot blev bygget, har
                            konstrueret en imponerede vejdæmning over ådalen

21:05                    Per Ethelberg: Afslutning

PS – Programændringer kan forekomme