Etiske regler for amatørarkæologer


Hvorfor etiske regler ?
Af Alan Tomlinson.(SDA)

Indledning:
Det var amatørforskere som skabte den arkæologiske videnskab. I 1700 tallet foretog nogle godsejere de første nogenlunde systematiske udgravninger og i 1900 tallet opdagede en række amatørarkæologer nye stenalderkulturer og upåagtede jordfaste fortidsminder. Vi har i SDA en meget lang tradition at bygge på, også i nutiden er der i høj grad brug for vore øjne og ører ved anlægsarbejder i byerne og ude i det åbne landskab. Vi har i årevis fået tudet ørene fulde af skrækvisioner om hvordan fortiden er ved at blive pløjet væk så der om ti år ikke vil være ret meget for arkæologerne at komme efter og hvad der er tabt kan ikke genskabes. Samtidig har økonomiske nedskæringer ramt arkæologien hårdt og der har i de senere år været eksempler på manglende midler til undersøgelser og kortlægning af nye fund, ressourcerne er utilstrækkelige. Nationalmuseet og provinsmuseer har måttet afskedige mange medarbejdere.
Der er altså brug for seriøst arbejdende amatørarkæologer, for det er ikke lige meget hvordan vi griber det an. Arkæologi er en opbyggelig og berigende hobby, men der er forskel på skattejægeren og den seriøse amatør, der kender og følger god takt og tone indenfor vort interesseområde. Derfor har vi i SDA regi taget initiativ til et etisk regelsæt for amatørarkæologer. Dette regelsæt, amatørarkæologens ti bud, vil blive præsenteret i det følgende.

1. En god amatør er en vidende amatør.

Der findes i Danmark en gammel tradition blandt forskere for at skrive værker i letlæselig form, desuden findes der en mængde arkæologisk speciallitteratur. Vi kan også tilegne os viden på museumsudstillinger og magasiner. I øvrigt afholdes der hvert år, i alle landsdele, kurser og foredrag vedrørende arkæologi. I Folkeuniversitetet, i foreninger og i museumsregi præsenterer forskere de nyeste fund. Ligeledes afholdes der foredrag om mere specifikke emner som f.eks. keramik, flint og de forskellige kulturformer.
Der er altså rig lejlighed til at forøge vor viden - des større viden, des bedre mulighed for at tolke de fund og anlægsspor som findes ude i terrænet.

2. Søg tilladelse hos lodsejer forud for færden på privat grund.

Vi skal naturligvis altid spørge om lov inden vi bevæger os ind på privat grund for at rekognoscere, vi vil jo gerne kunne komme igen en anden gang og det er ubehageligt og pinligt at blive vist bort. I øvrigt er det min erfaring, at hvis man spørger pænt, vil man næsten altid få lov til at gå ind på f.eks. pløjemarker og man går naturligvis kun hvor man ikke kan gøre skade på afgrøderne. Desuden vil man ved samtale med jordbrugere ofte kunne få nyttige oplysninger om tidligere fund på landbrugsarealerne. På mange gårde findes oldsagssamlinger indsamlet gennem mange års markarbejde .Der ligger en stor og væsentlig opgave i at få registreret disse samlinger, inden de f. eks ved ejerskifte bliver spredt. Sådanne samlinger ses ofte på auktioner og kræmmermarkeder, der er sjældent offentlige midler til at opkøbe dem og bevare dem samlet for eftertiden. Amatørarkæologer vil i nogle tilfælde kunne påvirke ejere af gårdsamlinger til at skænke dem til de lokale museer.

3. Privatfolk har forbud mod at grave efter oldsager, søg derfor kun i jordoverfladen.

Der findes en kendt tegning af amatørarkæologen kong Frederik den syvende, siddende i en lænestol og med lang pibe på toppen af en gravhøj, mens et hold soldater er i færd med at gennemgrave højen med spader - det kan godt gyse lidt i en´ når man læser at han lod udgrave 20 gravhøje på 25 dage, de fleste anlægsspor gik tabt. Naturfredningsloven af 1937 satte en stopper for privat udgravningsaktivitet. Siden er loven blevet strammet op flere gange og i dag er det totalt forbudt at grave efter oldsager. Den som ved jordarbejde finder spor af fortidsminder har pligt til at underrette ?
Museumsstyrelsen eller det nærmeste statsanerkendte kulturhistoriske museum.

4. Kun et minimum oldsager bør indsamles, dvs. genstande som er karakteristiske for de enkelte pladser f.eks. et repræsentativt udvalg af flintaffald. Nedbrydelige genstande som f.eks. ben, træ, keramik og metal er undtaget denne regel.

Man bør ikke støvsuge markoverfladerne for oldsager. Mange flintsamlinger rummer kassevis af f.eks. flintafslag, flækker og skrabere men det er ikke mængden det kommer an på og der skal også være noget tilbage til fremtidens forskere. Hjemtag kun regulære redskaber og enkelte eksempler på f.eks. flækketeknik og retoucherede stykker, som er karakteristiske for netop den pågældende plads. En undtagelse fra denne regel kan være den seriøse amatørforsker, der arbejder med en bestemt fundplads f.eks. med publikation for øje, her er det naturligvis vigtigt at have et stort materiale at arbejde med men registrering og kortlægning bør altid finde sted.
Nedbrydelige genstande af f.eks. træ, ben, keramik, metal og tekstil ødelægges hurtigt i pløjelaget og bør hjemtages. Sådanne genstande vil ofte kræve konservering, det vil da være klogt at henvende sig til et museum med henblik på bevaring.
Metaldetektorer er blevet populære redskaber hos vor tids amatørarkæologer og nogle af de senere års vigtigste fund er gjort af detektorbrugere. Heldigvis har mange detektorfolk et forbilledligt og nødvendigt samarbejde med museerne, metalfund kræver ofte hurtig konservering og er i mange tilfælde danefæ.

5. Registrer altid fundsted så præcist som muligt ved afkrydsning på målebordsblad og nummerering af genstandsfund.

Mange har følt spændingen ved at gå over pløjemarker, som gemmer spor af fortidens bosættelser, euforien ved at bukke sig og stå med et smukt fund i hånden, nutiden opløses, man føler den direkte kontakt til fortiden. Fundet kommer med hjem, bliver anbragt på en hylde, evt. med påtegning, dato og navnet på gården eller stedet hvor fundet blev gjort….. men det er ikke nok!
Hvis nutidens og fremtidens forskere skal have glæde af oldsagerne registreres de ved nummerering af fundstederne på kort i en passende stor målestok. Tilsvarende numre påtegnes eller påføres genstandene, også referencelister, aftegning eller fotoregistrering af fundene kan være praktisk. Det kan være en etisk nydelse at betragte oldsagerne men først når en registrering har fundet sted vil tingene have videnskabelig værdi.

6. Det er frugtbart at samarbejde med et arkæologisk museum vedrørende indberetning af fund og fundpladser og f.eks. iagttagelser af truede jordfaste fortidsminder.

Museer med arkæologisk kompetence vil som regel være interesserede i samarbejde med amatørarkæologer som arbejdskraft i forbindelse med arkæologiske undersøgelsesopgaver men også ved indberetning af fund og fundpladser - museumsfolkene kan ikke være alle steder og mange fund er blevet reddet ved hurtig indgriben fra amatører. I øvrigt bør alle fundpladser indberettes sådan at de kan blive registreret i nationalmuseets sognebeskrivelser, ( DKC; Det Kulturhistoriske Centralregister ).

7. Det er uetisk og amoralsk at samle med salg for øje.

Den seriøse amatørarkæolog vil aldrig samle med salg for øje. På markeder og auktioner over hele landet faldbydes oldsager året rundt, som regel uden fundoplysninger, opkøberne er sjældent interesserede i at oplyse hvor tingene kommer fra, de betragtes som handelsvarer og priserne er stigende, ikke mindst på Internettet.
Mængder af oldtidsbopladser blev bortpløjet i forbindelse med 1900 tallets intensivering og mekanisering af landbruget og de oppløjede genstande blev opsamlet. Det er ofte disse fund der i vore dage sælges til samlere. Det kan være etisk forsvarligt at opkøbe samlinger hvis fundstederne er kendt, på denne måde kan vi være med til at bevare oplysningerne for fremtiden men generelt bør man lade være med at handle med oldsager med kendte fundoplysninger. Samlinger bør i stedet tilbydes de arkæologiske museer, disse museer er dog normalt ikke interesserede i at modtage oldsagssamlinger medmindre præcise fundoplysninger foreligger.

8. Undersøg lovgivningen indenfor de enkelte områder - Museumsloven, herunder Danefæloven samt Naturbeskyttelsesloven og Skovloven.

Amatørarkæologer bør sætte sig ind i de af lovgivningens bestemmelser som har relevans vedrørende arkæologien og færden i naturen. Museumslovens bestemmelser vedrørende jordarbejder og arkæologiske undersøgelsesopgaver. Danefæbestemmelserne vedrørende fund af mønter, værdifulde metalgenstande og unika. Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om jordfaste fortidsminder - ofte pløjes der stadig for tæt på gravhøje og voldsteder. Skovloven om begrænsninger ved færden i private og offentlige skove men også lovgivningen om færdsel langs strande, vandløb og søer kan være relevant.
Skov og Naturstyrelsen , museerne og andre organisationer har i øvrigt udgivet forskellige publikationer vedrørende lovgivningen om færden i naturen og i forbindelse med jordfaste fortidsminder. Disse publikationer fås gratis på mange museer, biblioteker og turistbureauer.

9. Sportsdykkere bør respektere de regler som gælder for optagelse af genstande fra havbunden.

Sportsdykning er blevet en populær fritidsinteresse og havbunden er rig på skibsvrag og undersøiske stenalderbopladser. Det er forbudt at optage genstande fra havbunden, der er ældre end 100 år og heldigvis har mange sportsdykkere en god forening og et frugtbart samarbejde med museerne ved indberetning af observationer og ved udgravning under vanskelige forhold.

10. Amatørarkæologer bør holde selvjustits indenfor egne rækker for at undgå overtrædelse af de samleretiske regler.

De fleste amatørarkæologer er samlet i foreninger eller grupper. Der er altså rig lejlighed til
opbyggelig samtale hvis nogen søger råd.

Brug dem!

Det ovenstående var en meget kort gennemgang af de etiske regler, forhåbentlig er hovedsigtet klart, hvis vi skal være til gavn for den arkæologiske videnskab - det er det grundlag vi bygger på - er det nødvendigt at overholde nogle spilleregler således at vor virksomhed er virkningsfuld. Det etiske regelsæt henvender sig altså til alle som kan forventes at komme i berøring med nye fund og fortidsminder. Brug de 10 regler nu og i fremtiden.

Litteraturliste

Arkæologisk felthåndbog. Udgives løbende.

Ebbesen, K. Fortidsminderegistrering i Danmark. København 1985

Eriksen, P. Registrering af oldsager i privat eje. Arkæologiske udgravninger i Danmark 1991.

Geodætisk instituts generalstabskort i 1:100.000, I-III, mange udgaver.

Henriksen, Mogens Bo: Om at samle- og at lade være, SDA Nyt, november 1997.
Hvass, Steen og Storgaard, Birger: Det klinger i muld… 25års arkæologi i Danmark. Aarhus. 1993.

Jørgensen, Lars, Finn Ole Nielsen og Palle Ø. Sørensen: Jordbundsanalysekort og forhistorisk bosættelse, i Arkæologiske Udgravninger i Danmark 1992, DAN, København. 1993.

Lausen, J. Fortidsminder i de danske skove. AUD. 1995.

Lund, Carsten. Ørsnæs, Mogens. Metaldetektor-fund og fortidsminder. Fredningsstyrelsen og Nationalmuseet. 1982.

Marinarkæologi. Temanummer, Arkæologi for Alle, marts 2000

Metaldetektoren. Temanummer, Arkæologi for Alle, februar 1998

Nielsen, Ingrid (red.): Bevare din arv. Skov- og Naturstyrelsen 1987.

Thomsen, Niels B. (red.): Operation Guldhorn -en håndbog i arkæologisk
kortlægning, SDA 1997.

Ramskou, Thorkild: Arkæologi som hobby. København. 1964.

Rud, M. (red.). Jeg ser på oldsager. Politikens håndbøger. København. 1979.

Smed, P. Undersøiske fortidsminde r- en registrering. Havbundsundersøgelser, arkæologi. Miljøministeriet, skov- og Natur styrelsen. 1987.

Thrane, Henrik. Vejledning i arkæologisk rekognosceringsteknik. 3. rev. Udgave. Fyns Oldtid Hollufgård. 1995.

Af Alan Tomlinson.(SDA)