Det europæiske fællesskab - i stridsøksetid.

Af Klaus Ebbesen, koncernchef, mag. art.

Stridsøksetiden er navnet på en nyopdaget periode af yngre stenalder. Den dækker perioden 2800-2400  f. Kr. og kan ikke alene erkendes i Danmark, men i hele Nord-, Central- og Østeuropa.

Det er et af de forskningsresultater, som jeg fremlægger i min doktordisputats ”The Battle Axe Period – Stridsøksetid”. Samtidig bliver der givet en bred kulturhistorisk beskrivelsen af perioden.

Jeg har kaldt den stridsøksetid, fordi der kendes rigtigt mange stridsøkser fra en tid. Det har sin særlige forklaring.

Stridsøksetidens samfund var et typisk stammesamfund, hvor familien var både den mindste og vigtigste, sociale enhed. Ledelsen indenfor familien blev varetaget af en mand, hvis værdighed som familieoverhoved blev symboliseret af en stridsøkse. Stridsøksen var hans egen og viste at det var ham, som bestemte. Den blev lavet specielt til ham, da han overtog værdigheden som familieoverhoved efter sin afdøde far, storebror eller onkel. Når han døde, skulle han have sin stridsøkse med i graven. Rigtige mænd blev dengang begravet med stridsøkse i hånd. Han holdt skaftet i hånden og øksehovedet lå foran ansigtet, så han i døden hele tiden kunne holde øje med øksen.

Til hans efterfølger som familieoverhoved  - hans søn, sønnesøn, "nevø" eller "fætter" - blev der lavet en ny stridsøkse. Det er forklaringen på, der i Jylland er fundet tusindsvis af stridsøkser fra stenalderen.

Stridsøkserne er som alle andre redskaber lavet lokalt af de sten, som var for hånden. I Danmark og Nordtyskland  er det næsten altid af grønsten eller diabas, som er kommet hertil med isen. I detaljerne er der fra egn til egn forskel på, hvordan stridsøkserne blev designet.  Man kan f. eks. se forskel på stridsøkser fra Himmerland og Sønderjylland. Der er også forskel på jyske, svenske, tyske eller russiske stridsøkser. Men de er allesammen designet efter nogenlunde samme, internationale principper: Der findes et skafthul ved øksens midte. Øksen svejer efter længden og har en fremtrædende æg. Tværsnittet er rundt eller afrundet. På de tidlige stridsøkser er æggens underside trukket bagud; de har såkaldt hængende æg. ­

I et område, som mod nord afgrænses af polarcirklen, mod vest af Nordsøen og Rhinen, mod syd af Alperne og mod øst af Ural­bjergene, er den tids strids- økser formgivet efter disse grundprincipper.

I Nordtyskland og Holland har stridsøkserne derudover næsten samme form, som i Jylland; omend helt lokalt design kendes.

På den skandinaviske halvø, i Finland, Estland, Letland, Litauen og på vort eget Bornholm laver man en slags stridsøk­ser, som kaldes for bådøkser. De ligner en omvendt båd. På undersiden ses – på mastens plads -  meget ofte et lille rør, som støtte for skaftet.

I det meste af Tyskland og Tjekkiet laves der langsgående facetter på stridsøksernes sider. Det er de facetterede stridsøkser, som er særlig almindelige i Mellemtyskland.

I det meste af Østeuropa er stridsøkser af såkaldt Fatjanovo-type hyppige. De er opkaldt efter en gravplads øst for Moskva, og er karakteristike ved at have en let afsat nakkedel.

Foruden disse hovedtyper findes i Nord,- Central-, og Østeuropa et utal af lokale varianter blandt stridsøkserne.

Stridsøksernes forskellige, geografisk udformning gør det muligt at vise, at der i stridsøksetid foregik en omfattende udveksling af stridsøkser.

Der er fundet næsten 100 svensk/norske stridsøkser i Danmark. Ligeledes er danske stridsøkser hyppige på den skandinavi­ske halvø. Her er også fundet finske og baltiske stridsøkser, ligesom svensk/norske stridsøkser kendes fra Finland, de baltiske lande og Nordøsttyskland. Morsomt er også fundet af en svensk bådøkse i vikingernes Hedeby. Den lå i gadeaffaldet nede ved havnen. Man ser scenen for sig: En svensk viking har som dreng fundet en stridsøkse fra stenalderen. Han har den altid med sig som lykkebringende amulet. Men en aften, hvor han er på sold i den internationale havneby, går det galt. Død­ drukken skvatter han omkuld i en af byens gader. Han kommer på benene igen, men kan ikke finde øksen i byens affald, lige meget hvor meget han rager rundt. Øksen bliver liggende til arkæologerne.

Der er fundet stridsøkser af den jyske slags over hele Tyskland; et par stykker så langt væk som i Tjekkiet og det sydlige Polen. Mellemtyske, facetterede stridsøkser kendes fra det meste af Østeuropa og når mod nord helt frem til Østersøen. Russiske Fatjanovo-stridøkser er hyppige i de baltiske lande og Ukraine.

I enkelte tilfælde er strids­økserne blevet transporteret over næsten 1000 km, selvom udveksling af stridsøkser mellem to naboområder er det mest almin- delige. Man forestiller sig, at stridsøkserne er blevet byttet mellem familie- overhovederne eller " de ældste" som bekræftelse af venskabelige forbindelser mellem disse.  Denne internationale udveksling af stridsøkser er netop karak- teristisk for stridsøksetiden.

Generelt er udvekslingsstykker, som import/eksport kaldes i primitive samfund, påfaldende sjældne. Metal er på denne tid ukendt i Danmark og i det øvrige Norden. Jysk rav findes kun meget sporadisk i Østdanmark og rav bruges næsten ikke til smykker syd for Holsten. Stridsøk­serne danner, ligesom flinten, en undtagelse fra dette billede. De viser, at stridsøksetidens familieoverho- veder havde et vidtforgrenet internationalt kontaktnet.

Stridsøkserne er ikke ene om at demonstrere stridsøksetidens europæiske fællesskab.  I keramikken ses mange, internationale stil-elementer. I hele stridsøksetidens første del bruges s­vejede bægre. De har S-formet profil og meget små bunde. På halsen ses vandrette linier lavet med en snor eller vandrette, indridsede fiskebens­mønstre. Den slags bægre bruges i hele Nord- og Centraleuropa. De laves også på samme måde. Lerkarret pølses op; overfladen glattes med en pind og et skind, hvorefter potten brændes på et åbent bål ved ca 1000 grader Celsius.

En anden international lerkarform er amforerne, som er orna­menteret med lodrette linie­grupper på overdelen. De er gode til at have vand i og kan rumme ca. 50 liter. Store forrådskar med en lille kortbølge­vulst under randen er også vidt udbredte.  

I stridsøksetidens sidste del er skålene med små fødder og de små, retvæggede bære internationale lerkarformer.

   Overalt i Central- , Nord- og Østeuropa møder os i stridsøksetiden det samme billede: redskaber, smykker og andre kulturfænomenter afspejler dels helt lokale traditioner; dernæst stiltræk, som er fælles med naboområderne, samt endelig en lille serie træk, som de har fælles med hele store, europæiske område. Dertil kommer så den omfattende udvekslingen af stridsøkser.

Stridsøkseudvekslingen samt de internationale elementer i designet af stridsøkser, redskaber, smykker og grave, viser at kommunikationssystemet i stridsøksetid var veludviklet.

I det meste af Central- og Nordeuropa var stridsøksetidens samfund organi- seret som et stammesamfund. Det sætter på den anden side en grænse for, hvor meget af produktionsoverskuddet, som samfundets ledere kunne akkumu- lere. De kunne ikke omsætte overskuddet i prestige­varer, som senere bronze- alderens høvdinge gjorde det.  De internationale kontakter i bondestenalderen var således af en anden karakter end senere i bronzealderen. Men de eksisterede.

Også selve overgangen fra jættestuetid til stridsøksetid ser ud til at være et generelt, europæisk fænomen. Ved stridsøksetidens start fremtræder i Midt- og Vestjylland pludselig et nyt, anderledes samfund. Ændringerne foregår meget hurtigt, sandsynligvis indenfor nogle forholsvis få år. Skellet i det arkæologiske kildemateriale til den foregående jættestuetid står skarpt og klart.

Forandringerne er ikke fremkaldt af ændringer i klimaet eller det naturlige miljø. Tværtimod synes forandringerne at være samfundsskabte.

Udviklingen i Midt- og Vestjylland foregår ikke isoleret. På samme tid udvikles som nævnt beslægtede stridsøksetyper rundt omkring i Nord-, og Central- og Østeuropa. Noget helt tilsvarende gør sig gældende indenfor keramikpro- duktionen. Derved skabes det samlede sæt af nyheder, som præger strids- øksetidens start i store hele af Nord- og Centraleuropa. Der er tale om en generel, europæisk forandring, hvor udviklingen på den jyske halvø kun er en del. Man må regne med en paralleludvikling i en række centre rundt om i Europa.

Som på andre tider i Europas historie er nyheder, viden og teknisk information spredt ved kommunikation fra mund til øre. Fra nabo til nabo nåede de i løbet af kort tid over meget lange afstande i stridsøksetidens Europa.

Litteratur: Klaus Ebbesen, The Battle Axe Period – Stridsøksetid. Forlaget Attika 2006.