Fast greb om øksen
Stridsøksetidens
Danmark. Det
var et typisk stammesamfund, hvor familien var den mindste og vigtigste sociale
enhed. I spidsen for den stod en mand, hvis stilling som familieoverhoved blev
symboliseret af en stridsøkse. Den blev lavet til ham, når han overtog
værdigheden, når han døde, fik han den med sig.
Af
KLAUS EBBESEN
NR. 06, 10. - 16. februar 2006
STRIDSØKSETID er en nyopdaget periode af yngre
stenalder. Den dækker tiden fra 2800 f.Kr. til 2400 f.Kr. eller ca. 400 år af
hele Nord-, Central- og Østeuropas kulturudvikling. I Ægypten er det tiden for
Det ældste Rige og pyramidebyggeriet. I det sydlige Irak regerer kong
Hammurabi, som på denne tid giver den ældste lovsamling. På Kreta bygges de
ældste, minoiske paladser, mens det øvrige Europa endnu er rent bondeland.
I Danmark har man på denne tid været bønder i mere end 1000 år (siden ca. 3900
f.Kr.), og navnlig i Østdanmark er landskabet blevet præget af de første
bønders aktiviteter. Mest markant er de mange stendysser og jættestuer, som
findes overalt ved kyster og søbredder. I alt står der ca. 27.000 af store
stengrave her ved stridsøksetidens start. Men det er næsten 500 år siden den
sidste jættestue blev bygget, så den teknologi og det samfund, som de
repræsenterer, er for længst forsvundet.
I den nyopdagede stridsøksetid havde Danmark næsten samme form som i dag. Men
grundvandet stod højt, og landskabet var præget af store vådområder, moser og
sumpe. Næsten hele landet var dækket af skov og krat. I Østdanmark var det eg,
lind, elm og ask på de federe jorder. I Jylland sås overvejende egekrat
isprængt birk. Overalt i landet voksede hasselkrat til glæde for både egern og
mennesker. Mange steder på de sandede, vestjyske jorder stod den jomfruelige
urskov stadig urørt, som den var vokset frem siden istidens slutning. Her var
der ikke megen underskov, men i det øvrige land var skovbunden dækket af mindre
planter; først og fremmest bregner.
Dette landskab bar en rig fauna med kronhjorte, rådyr og vildsvin som de
største dyr. Haren var lokket til landet af de første stenalderbønders
lysninger. Fiskevandet var usædvanlig rigt og i sump- og vådområderne levede
store flokke af ænder og gæs, mens svanerne også dengang sejlede stolt på de
blå bølger.
Der var ikke mange mennesker i Danmark dengang - næppe mere end 20.000 mænd,
kvinder og lidt flere børn. De boede i små lysninger ved bredden af hav, sø
eller å. Her ernærede
de sig ved husdyrhold og lidt agerbrug på små marker. Jagt og fiskeri blev det
også til de fleste steder. Ved landets nordvestvendte kyster kunne man møde
folk, der boede helt nede på strandbredden. De levede fortrinsvis af havets
ressourcer - havjagt og fiskeri, indsamling - men også af lidt landbrug.
Fiskebønder har man kaldt dem, og egentlig repræsenterer de samme
erhvervsstrategi, som mennesker anlagde i de samme områder helt op i nutiden.
Over hele landet var der tale om en blandingsøkonomi - men på det enkelte sted
med vægt på udnyttelsen af de på stedet tilgængelige ressourcer.
I dele af Vestjylland indledes stridsøksetiden af en landnamsfase. Med økse og
ild går stenalderfolkene til angreb på resterne af urskoven. Skoven afløses af
store arealer med hedelyng og vildgræsser. I fri konkurrence kan heden ikke
klare sig mod skoven, så skoven er bevidst fældet og holdt tilbage ved
afbrænding. Det iver omvendt lyngheden optimale muligheder. Store områder af Jylland
bliver omskabt til et hedelandskab, som stenalderbønderne udnyttede i
hedekultur. Den jyske hede er menneskeskabt her ca. 2800 f.Kr. Den skabes af
driftige stenalderbønder. Ændringerne sker ikke samtidig overalt, men i takt
med stenalderbøndernes omlægning af erhvervsstrategien.
Den øvrige del af landet er mere præget af større konservatisme. Her fortsætter
stenalderbønderne tilsyneladende uanfægtet med deres gamle landbrugsmetoder.
Starten af stridsøksetiden er således generelt en ekspansionsfase.
DESVÆRRE ser vi kun skyggen af menneskene selv. I Vestjyllands fine gule sand
kan man ved omhyggelige udgravninger bogstavelig talt pensle de dødes skygge
frem. Alle knogler er opløst i den kalkfattige jord, så de egentlige
skeletrester indskrænker sig til lidt tandemalje. Under opløsningsprocessen
omfarves sandet under den døde, så det bliver gråligt. Samtidig kittes
sandkornene sammen til en lidt fastere masse. Det er disse skeletspor, som man
kan registrere ved omhyggelige undersøgelser. De er langtfra sjældne og har
været kendt gennem mere end 100 år.
Skeletsporene viser, at de døde blev gravlagt enten udstrakt på ryggen eller i
sovestilling. Sove- eller hockerstillingen er den mest almindelige. De døde har
stærkt optrukne ben, mens armene enten er bøjet foran brystet eller ligger ned
langs siden, så i hvert fald den ene hånd ligger på kønsorganerne. Mændene
ligger med hovedet i vest; kvinderne har hovedet i øst, mens begge køn har
ansigtet vendt mod syd.
Skeletsporene antyder, at stridsøksetidens mennesker har set ud som
stenalderbønderne generelt. Mændene var ca. 172 cm høje, kvinderne 157 cm høje.
Den gennemsnitlige levealder var ca. 30-40 år; kvindernes lidt lavere end
mændenes på grund af dødsfald i forbindelse med børnefødsler. Stridsøksetidens
Danmark var således befolket af forholdsvis unge mennesker.
Der er ikke bevaret tøj fra stridsøksetid. Derimod antyder et enkelt, vestjysk
gravfund, at kvinderne satte håret i hestehalefrisure - ganske som
helleristningerne viser, at det var almindeligt i den efterfølgende
bronzealder.
Andre fund gør det muligt at rekonstruere kvindernes ravsmykker. De er ret
sexede og understreger tydeligt personens køn. Det samme gælder for mændene,
som gik med to store (indtil 12 cm) ravskiver hængende ved nosserne.
Desværre ved vi endnu ikke, hvordan man boede i stridsøksetid. Sikre,
veldokumenterede hustomter er - mærkeligt nok - aldrig fundet. I midten af
1980erne forsøgte jeg mig med et større forskningsprojekt, som skulle løse
stridsøksetidens boligproblem. Det viste sig vanskeligere end nutidens. Vi kan
kun gætte på, at stridsøksetidens mennesker boede i øst-vestvendte langhuse med
en lille drejning mod syd af hensyn til vestenvinden. For sådan har husene af
hensyn til sol og vind altid vendt i vort land. Sandsynligvis var det også
lerklinede træhuse med højt saddeltag, som blev båret af en række tagbærende
stolper midt ned gennem huset. Husene var kun for mennesker, fordi kreaturerne
gik ude hele året i det lidt varmere klima.
VORT kendskab til stridsøksetidens gravskik er meget større. Påfaldende nok er
det mest almindeligt her i stridsøksetid, at de døde bliver begravet i en af de
gamle jættestuer. Det er en gravskik, som anvendes gennem hele perioden og i
hele landet. I Østdanmark er den endvidere næsten enerådende. Når døden rev en
slægtning bort, åbnede de efterladte det nærmeste af de store gravkamre. Sådan
havde man i Danmark begravet sine døde i næsten 1000 år. Og det blev man ved
med i både stridsøksetiden og de efterfølgende næsten 1000 år. En ganske markant,
konservativ tradition i stenalderfolkenes gravskik!
Nyt for perioden er derimod de jyske enkeltgrave. Denne gravform benyttes også
gennem hele stridsøksetid, hvor den er særlig almindelig i Jylland - og her med
en klar dominans på de sandede jorder.
Endnu i dag klynger de små og lave enkeltgravshøje sig i højgrupper på den i
stridsøksetid skabte, jyske lynghede. Højene er kun ca. 6-8 m i diameter og
0,5-1,5 m store. De er bygget af opdynget undergrundssand eller græs/lyngtørv.
Ved højfoden satte man gerne en randstenskæde af lidt større sten, en plankevæg
eller et risgærde.
Bygningen, eller ombygningen af selve gravhøjen var blot sidste del af de
langvarige begravelsesceremonier. De ældste enkeltgrave er gravet ca. 1,2 m ned
i undergrunden, mens de yngste kan være anlagt helt oppe i toppen af en
allerede eksisterende enkeltgravshøj. Fælles er at ilden spillede en vigtig
rolle. Det var fast skik at tænde bål på det sted, hvor graven skulle være.
Derved blev stedet indviet og renset. Derefter byggede man en plankekiste eller
et lille gravhus i nedgravningen eller på den oprindelige jordoverflade. Meget
ofte blev der igen sat ild til den kiste eller det gravhus, som den døde lå i.
Forsvandt sjælen i det flammende bål?
Forskellige lag af nedskrevet materiale viser, at der gik en rum tid fra denne
ceremoni til, at graven blev lukket og selve gravhøjen færdigbygget.
I næsten hele oldtiden var hovedparten af religiøsiteten knyttet til
vådområderne. Det var også tilfældet i stridsøksetiden. Som led i indviklede,
religiøse ceremonier henlagde stridsøksetidens mennesker store mængder at
værdigenstande i vådområderne. Ligesom med gravskikkene er stridsøksetidens
offerskikke led i en årtusindlang tradition, som strækker sig fra slutningen af
jægerstenalderen og langt ind i bronzealderen.
Stridsøksetidens offernedlæggelser består næsten udelukkende af flintøkser. Der
kan være nedlagt en enkelt økse ad gangen eller indtil 25 økseblade på én gang.
Der er både tale om ufærdige økser, helt nye økser, brugte økser eller affalds-økser.
Alle er de nedlagt som offer i vådområderne.
Stridsøksetiden dækker som nævnt ca. 400 år. I denne lange periode foregår der
naturligvis en vis udvikling. Det gælder både i udformningen af redskaber og
smykker, samt ikke mindst i keramikken. Hvor folk i hele landet i begyndelsen
af perioden drak af høje drikkebægre med en jævn S-formet profil, udvikler man
ca. 2600 f.Kr. i Nørrejylland en særlig skik med at drikke af små, cylindriske
drikkebægre. Til gengæld bliver de så lavet i hele sæt. Alle lerkarrene er rigt
ornamenteret med indridsede eller indstemplede mønstre, som er forskellige fra
egn til egn. Man har således på folks drikkebæger kunnet se, hvorfra de kom. Og
på den måde nogle steder afsløre, hvem der giftede sig med hvem. Meget tyder på,
at det var det vidt udbredte fætter-kusine-arrangement. Som overalt i primitive
samfund var det naturligvis arrangerede ægteskaber. Så når der nu om dage i
vort land praktiseres uønskede ægteskaber, så er det kun genindførelsen af en
kvindeundertrykkende tradition, som også på vore breddegrader herskede i
stammesamfundenes tid.
ET vigtigt arbejdsredskab i stridsøksetiden var flintøksen. I hovedparten af
landet fik man flinten til flintøkserne fra regulære flintminer, nedgravet i
undergrunden. Flintminer fra den tid har vi godt nok ikke fundet endnu. Men vi
ved, de er der. De ændringer, som sker ved begyndelsen af stridsøksetiden,
betyder, at der opstår en kommunikations- og distributionsgrænse mellem
enkeltgravenes område på den ene side og landet som helhed på den anden. Derfor
har folkene i Midt- og Vestjylland svært ved at skaffe sig mineflint til deres
flintøkser. De må lave økserne på flintstykker, som de tilfældigt finder på
markerne eller på gammelt flintskrot. Resultatet er uskønt derefter. Udformningen
af de vestjyske flintøkser står i skarp kontrast til flertallet af ødanske
flintøkser, hvoraf mange er rene mesterværker i flinthåndværk.
Stridsøksetiden slutter ca. 2400/2350 år f.Kr. Den efterfølgende periode af
stenalderen hedder dolktiden eller hellekistetiden. Den har været erkendt som
en selvstændig stenalderperiode siden 1880erne. Overgangen mellem stridsøksetid
og dolktid er ganske jævn. Skellet er lagt dér, hvor de nye, fladehuggede
flintdolke afløser stridsøkserne som gravgave i mandsgravene. Det sker efter
vesteuropæiske påvirkninger.
Ude i Europa er det nu blevet bronzealder. I Vesteuropa er det blandt
samfundets elite på tværs af stammegrænser kommet på mode at gå med dolk i
bæltet. Man drikker også alkoholiske drikke af særlig smukke bægre med form som
en lille, omvendt kirkeklokke (klokkebægre). Kort efter år 2400 f.Kr. slår
denne mode også igennem i Danmark. Dog holder man i endnu godt 1000 år fast ved
det gammelkendte råstof: flint.
De danske mænd går nu med en flintdolk ved bæltet. De klæder sig i tøj af
vævede stoffer, som bliver holdt fast på skulderen af bennåle. Og de drikker
sig fulde med drikkebægre, som til forveksling ligner de statusgivende
vesteuropæiske pokaler. En ny, mere vesteuropæisk præget tid er inde.