Arkæologi

Hvad er Arkæologi?

Arkæologi, er det fag, der på grundlag af materielle levn beskriver menneskets historie fra de ældste tider. Arkæologi søger at forstå menneskets levevilkår gennem tiderne, dets tilpasning til skiftende naturforhold og dets erhverv, samfundsliv, kunst og religion.

Hvad kan fx gravhøje sige om de gamle nordboers dødsopfattelse; hvad kan billedsten fortælle om tidlige ritualer; hvilke levn af kultbygninger findes der? Senere kommer også skriftligt materiale til, og de litterære kilder er sammen med arkæologien hjørnesten i undersøgelsen af nordisk religion og livsmønster. Runesten er et særligt felt, der vel befinder sig midt mellem ærkæologi og litteratur.

Arkæologiens perioder

Forhistorisk arkæologi beskæftiger sig med den lange periode – som i Danmark begynder med menneskets indvandring til landet for ca. 10-15.000 år siden til vikingetidens ophør omkring slutningen af 1000 tallet e. Kr. Middelalderarkæologi arbejder med den sene vikingetid fra 900/1000 tallet til reformationen i 1536, og nogle middelalderarkæloger medtager også renæssancen til midten af 1600 tallet. Det er almindeligt, at arkæologer også interesserer sig for 17- og 1800 tallet. Klassisk arkæologi, dvs. græsk og romersk samt nærorientalsk arkæologi, arbejder også med materielle levn, men er præget af kunsthistorie end kulturhistorie.

Odense Bys Museum har udgivet en pjece; Arkæologi på Fyn, som går mere i detaljer omkring det arkæologiske arbejde og museumsloven.

Arkæologi på Fyn - Pjecen kan downloades her

Marinarkæologi

I Danmark findes der mange undersøiske bopladser – ikke mindst fra jægerstenalderen – hvor bevaringsforholdene typisk er særdeles gode for organisk materiale, og hvor der således i kulturlagene normalt er bevaret unikke genstande som fx ornamenterede paddelårer og andre bearbejdede trægenstande, ting af plantemateriale og redskaber af ben og tak. Desværre er disse kulturspor meget udsatte og truede. Det beskyttende ålegræs er forsvundet mange steder, og en storm kan uden varsel ødelægge og fjerne unikke genstande og kulturspor. Her gælder på havbunden en særlig akut situation som stiller særlige krav til overvågning, bevaring, beskyttelse – og undersøgelse, hvor det er eneste mulighed.

Som forholdene er i dag, må dykkere og amatørarkæologer kun foretage rekognoscering og overvågning af havbunden i samarbejde med museerne. Indberetter amatørerne fx en trægenstand eller et eksponeret kulturlag til det ansvarshavende museum, og der ikke på museet er ressourcer til at optage trægenstanden eller beskytte kultursporene i tide, kan alt risikere at blive ødelagt og gå tabt ved næste storm.

Her kunne erfarne amatører redde trægenstanden efter en opmåling og fotografering eller lægge en beskyttelse over stedet efter aftale med museet. Dette ville fx give mulighed for at professionelle kunne registrere og undersøge de nødoptagne genstande. Det kan være at der ikke er penge til en dyr konservering af alle de organiske genstande, men en unik viden ville kunne reddes.

Det er nødvendigt at trænede amatørarkæologers beføjelser udvides i forsvarligt omfang, og at der udarbejdes regler for samarbejdet mellem amatører og professionelle og for det praktiske arbejde på havbunden, herunder nødoptagelse af fund og beskyttelse af anlæg og kulturlag på havbunden!

Ligeledes er der behov for at uddanne nye marinamatører inden for disse aktiviteter inden det er for sent. Erfarne amatører kunne – i samarbejde med professionelle arkæologer – være med til at uddanne og træne de uerfarne, inden de erfarnes viden går tabt. Alt dette kræver vilje fra alle parter og politisk opbakning.

DAA fremmer og deltager gerne i denne sag!

Besøg Dansk Sportsdykker Forbund's arkæologihjemmeside

Metaldetektorarkæologi

En metaldetektor er et apparat, der ved hjælp af elektriske signaler identificerer metalværdier fra diverse metaller. Det benyttes for eksempel af amatørarkæologer i deres jagt på levn fra fortiden, der indeholder metaller, og mange af Danmarks arkæologiske fund gøres med disse apparater.

Metaldetektoren bruges endvidere i sikkerhedsbrancen – i lufthavne og lignende – når der skal screenes for våben og andre uønskede metalgenstande.

Privates brug af metaldetektorer til at søge efter metalfund i jorden er i nogle lande omfattet af restriktiv lovgivning, bl.a. i Sverige. I Danmark er der kun lovgivningsmæssigt forbud mod brug af metaldetektorer i to meters afstand fra fortidsminder omfattet af fredning. Derudover skal man også, som ved anden færdsel på privat område, have tilladelse fra lodsejeren, og fund omfattet af danefælovgivningen skal afleveres i overensstemmelse med denne.

En god side at besøge er Allan Faurskovs detektorside.

Luftfotoarkæologi

Foto: Lis Helles Olesen

Hvad er luftfotoarkæologi egentlig? Den danske betegnelse "luftfotoarkæologi" er faktisk lidt misvisende. Det burde hedde luftarkæologi som på engelsk – aerial archaeology.

Luftfotoarkæologi er nemlig et bredt begreb, som dækker de forskellige aktiviteter i forbindelse med eftersøgning og registrering af spor af hustomter, grave, grøfter, gruber, voldgrave, voldsteder, overpløjede gravhøje og meget andet, som er synlige fra luften.
Det handler både om optagelse af nye fotos og tolkning og kortlægning af dem samt tolkning og kortlægning af nyere og ældre fotografier, der findes i arkiver og på Internettet. Begrebet dækker desuden brug af alle former for luftbårne teknikker, som for eksempel laserscanning og satellitsensorer.

Luftfotoarkæologi er en af flere fjernsporingsmetoder (remote sensing), der lige som forskellige geofysiske metoder kan skaffe oplysninger om både jordoverfladen og undergrunden og de anlæg, som findes her. Disse metoder kommer ikke i direkte berøring med de arkæologiske anlæg, og gør derfor ingen skade på dem. Når man foretager en udgravning ødelægger man anlæggene, mens man gør sine observatioer. Derfor kaldes fjernsporingsmetoderne for ikke-destruktive metoder.

Resultaterne af luftfotoarkæologiske undersøgelser kan bruges alene eller sammen med andre teknikker til at undersøge enkelte arkæologiske lokaliteter eller hele landskaber. Og de kan også bruges til at forbedre forvaltningen af vores kulturhistoriske arv.

Læs mere på www.fortidensetfrahimlen.dk

Hvad kan være Danefæ?

Herunder er der et link til de gældende kriterier for Danefæ. Nationalmuseet arbejder løbende med Danefækriterierne, således at kriterierne, der vedrører sjældenhed og kulturhistorisk værdi, hele tiden justeres i forhold til det allerede indkomne genstandsmateriale.

At Nationalmuseet løbende justerer kriterierne, for hvad der kan erklæres for Danefæ, betyder selvfølgelig ikke, at genstande, der ikke opfylder Danefækriterierene, ikke længere er interessante i en kulturhistorisk sammenhæng. Genstande, der ikke kan erklæres for Danefæ, kan meget vel have stor interesse og betydning for lokalmuseerne, og deres arbejde med at bevare, belyse og formidle den lokale kulturhistorie. Samarbejdet og dialogen omkring de genstande lokalmuseerne og finderne imellem er således fortsat vigtigt, uanset de til enhver tid gældende Danefækriterier. Nationalmuseet vil derfor opfordre findere til fortsat at kontakte lokalmuseerne vedrørende fund af kulturhistoriske genstande, også selvom de ikke umiddelbart opfylder Danefækriterierne.

Læs alle regler her på Nationalmuseets hjemmeside

Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet forklarer her.