Efter tre ugers sommerhed udgravningsindsats på Mariesminde Felt III ved Langeskov kan vi fra museets side give en kortfattet oversigt over de arkæologiske resultater, som de tegner sig nu.

Udgravningen på Mariesminde i år var en fortsættelse af de arkæologiske undersøgelser, som Harja og Kertemindeegnens Museer indledte sidste år (Fynboer og Arkæologi nr. 3 september 2005) og som den gang resulterede i fremkomsten af kulturspor fra yngre bronzealders periode 6 (700-500 f.Kr.) og fra midten af vikingetid (ca. 900 e.Kr.). Disse fund begejstrede os meget, da de umiddelbart kan ses i sammenhæng med kulturspor, som ved forskellige tidligere lejligheder er blevet fundet i nærheden, f.eks. et stort bronzedepot med skrotmetal (periode 6) og en begravelsesplads med en bl.a. en fornem høvdingebegravelse (vikingetid).

2005-kampagnen foregik i to udgravningsfelter – et østligt og et vestligt -, mens dette års indsats tog sig af det mellemliggende areal på godt 4000 kvm. Kombinationen sandet undergrund og konstant tørke gav problemer med at skelne farveforskellene i jorden, hvilket må siges at være et problem for en arkæolog. På den anden side gjorde samme forhold, at der ikke var problemer med at ryste kuldturjorden (læs:sandet) igennem Harjas to store sold – og det var en fordel for samme arkæolog!

For deltagerne bestod arbejdet mest i at grave i anlæggene og i nogen udstrækning i at måle profiler op, nivellere – og i ret begrænset omfang i at rengøre fund (årets udgravningsdeltagere kan over en bred kam karakteriseres som inkarnerede tingfindere – hvilket jo kan være forståeligt nok…)

”Pænt skal det bli”. Kalle ved kogegruben BB

Foto: Eigil Nikolajsen

Hvad blev der så fundet? I alt blev der gravet i 53 anlæg, hvoraf nogle blot blev snittet igennem, mens andre blev totaludgravet. Hertil kom lidt oprydningsarbejde i nogle få anlæg fra sidste år, som viste sig at blive ganske givende. Ved nedbrydningen af nogle jordbalke i grubehus T fandt et par af lejrens unge deltagere således både en lille, flerfarvet glasperle og et potteskår med fint mønster (østersø-keramik), begge fra vikingetid

”Østersøskår” fra grubehus T. Foto: Eigil Nikolajsen

De 53 undersøgte anlæg fordelte sig på 31 forskellige typer gruber og kulturlag, 13 sikre eller formodede stolpehuller, 5 kogegruber og 6 sikre eller formodede grubehuse. Et par af gruberne kunne med bestemthed henføres til yngre bronzealder ud fra potteskårenes form at dømme samt tilsynekomsten af et knækket stykke af en grov flækkekniv.

Glasperlerne fra 2006-kampagnen samt krystalperlen fra

sidste år. Dertil en ”forsteningsperle”. Foto Eigil Nikolajsen

Kogegruberne hører typisk også til denne oldtidsperiode, men kan også være fra vikingetiden. Et par små, lave gruber (AP og AQ i det gamle vestfelt) med askejord og små stykker ildskørnede sten er formentlig fra sidstnævnte tidsperiode, da der i et beslægtet anlæg sidste år blev fundet en tenvægt fra vikingetid.

Helt ude af ”trit” med dateringerne fra pladsen i øvrigt var to små gruber, hvor den ene (CM) indeholdt et lille potteskår, formentlig fra yngre stenalder, og den anden (FF) leverede en pæn, lille samling af tynde, fint glittede skår af ældre jernalder-karakter.

Hovedindtrykket er dog, at de fleste datérbare anlæg er fra vikingetid – ud fra deres indhold af potteskår at dømme, men også på grund af andre oldsagstyper: tenvægte og glasperler (en lille blå af timeglasform og en grøn) fra grubehusene DR og DW og en halv vævevægt og stumpen af en sømglatter af glas fra grubehuset GZ, fra sidstnævnte også en importeret hvæssesten af norsk glimmerskifer.

På grund af den kalkfattige jordbund var der kun sjældent bevaret dyreknogler i oldtidsanlæggene og da mest i form af emalje fra ko- og hestetænder eller i form af brændte knogler, heriblandt en såkaldt astragal fra et dyr af fåre- eller grisestørrelse (kan måske have været en terning i et spil).

I andre anlæg blev der fundet relativt velbevarede dyreknogler og de må da anses for at være af nyere dato, således underkæben af en pony eller et føl fra den store, dybe grube, BQ. Rundt fra anlæggene dukkede andre dyreknogler op – i størrelse gående fra hest- til museknogler! Nogle af disse må være gravet ned af Mariesminde-folkene , mens andre kan stamme fra selvdøde smådyr i deres egne huler i jorden.

Som rosinen i pølseenden kom et par helt ekstraordinære fund fremdraget ved hjælp af metaldetektor: tilsyneladende liggende i sterilt undergrundssand – og kun et par centimeter under det niveau, som gravemaskinen havde renset af til – gav Svend Amlunds detektor signal på et skålspænde fra tidlig vikingetid!

Dets udsmykning med et langhalset dyr, der bider sig selv i halen og nogle forskellige fugletyper gør det mest sammenlignelig med spænder fra Norge og Sverige, hvor de i øvrigt er sjældne. Formentlig er motiverne hentet i den engelske, kristne symbolverden, som på det tidspunkt var ny for de nordiske folkeslag.

Hvorfor lå skålspændet nede i sandet? Ved afrensning af området viste det sig, at det lå tæt ved en bækkenknogle af et stykke fjerkræ og i øvrigt i toppen af et langagtigt, uregelmæssigt fyldskifte, der mest af alt mindede om en sammenstyrtet rævegrav, som smykket kunne være sunket ned i fra de overliggende jordlag. Det lyder som en plausibel forklaring og som en morsom kommentar til Mariesmindes gamle betegnelse: Rævegård.

I grubehus HC blev der med samme detektor fundet et andet af vikingetidens fine kunstneriske udtryk: et bronzehængesmykke med slynget ornamentik.

Skålspænde fra tidlig vikingetid, Foto: Eigil Nikolajsen

De to sidstnævnte fund kastede en særlig glans over året udgravningslejr – det må man indrømme - , selvom det er ganske uretfærdigt over for de mange andre rigtigt gode fund og iagttagelser, der blev gjort – og hvoraf flere end ikke er blevet nævnt i denne meget korte og ganske foreløbige rapport.

Vi vender tilbage til Mariesminde-sagen ved senere lejligheder.